Bæredygtighed hos KARAKTER arkitektur – ESG Rapport
Med vores bæredygtighedsrapport ønsker vi at synliggøre de tiltag, vi allerede arbejder med – og sætte retning for det, vi vil styrke fremadrettet. Overfor os selv, og overfor vores kunder.
Bæredygtighed er en integreret del af vores hverdag, både i vores interne arbejdsgange, i dialogen med kunder og i samarbejdet med vores partnere.
Vi guider til bæredygtige valg
Vi rådgiver vores kunder til løsninger, der holder, både for familien og for naturen. Byggeriet skal passe til familien i mange år frem. Samtidig skal materialevalg og løsninger tage hensyn til klima og ressourcer.
Vi tænker langsigtet i vores skitsering og planlægning og ser på, hvordan boligen kan rumme ændrede behov over tid.
Kan tilbygningen, der i dag giver plads til den ældste datter, i fremtiden fungere som udlejningsværelse?
Kan planløsningen rumme ændrede behov?
Kan vi bevare og forædle frem for at rive ned?
Vi prioriterer genbrug af materialer som mursten og vinduer og tager udgangspunkt i det eksisterende, både i bygningen og i indretningen.
Vi er en del af projektet Closing Loop og undersøger sammen med TITAN Nedbrydning, hvordan genbrugsvinduer kan integreres i nybyggeri inden for gældende lovgivning.
ESG i korte træk
Vores arbejde struktureres inden for tre områder:
Miljø – cirkulært design, materialevalg og klimatiltag
Socialt – trivsel, udvikling og lokalt samarbejde
Ledelse og ansvar – transparens, ansvar og faglig indflydelse
Vores interne ansvar
Bæredygtighed starter hos os selv.
Vores tegnestue er indrettet i en renoveret staldbygning i Nordjylland, hvor vi selv har transformeret og genbrugt materialer. Vi har solceller på taget, sorterer affald, reparerer frem for at udskifte og prioriterer elbil til kundemøder.
I 2023/2024 kom 85 % af vores strøm fra solceller, og 80 % af vores kunde- og leverandørbesøg foregik i elbil.
For os handler det ikke kun om at reducere aftryk, men om at skabe en kultur, hvor ansvarlighed er en selvfølge.
Mennesket i centrum
Hos KARAKTER arkitektur er trivsel og faglig udvikling afgørende. Vi tror på, at vi skaber bedre arkitektur, når vi har det godt.
Derfor prioriterer vi:
- Løbende efteruddannelse (bl.a. certificeringer inden for bæredygtigt byggeri, LCA og LCC)
- Ugentlig videndeling på tegnestuen
- Trivselsmålinger og workshops
- Daglig bevægelse og fokus på sundhed
Vi har praktikanter som en fast del af tegnestuen og ser det som en del af vores samfundsansvar at bidrage til næste generation i branchen.
Lokalt engagement og indflydelse
Vi samarbejder tæt med lokale håndværkere og rådgivere for at sikre kvalitet, reducere transport og styrke lokal forankring.
Vi deltager aktivt i netværk og bestyrelsesarbejde – blandt andet gennem Danske Arkitekter, DI og Klimaalliancen – for at bidrage til den grønne omstilling og påvirke rammevilkårene for branchen.
Vores arbejde fremadrettet
Fremadrettet vil vi styrke vores dokumentation og arbejde endnu mere systematisk med cirkularitet og klimaaftryk. Vi har ambitioner om løbende at udvikle vores medarbejderes kompetencer inden for bæredygtighed og fortsat udfordre både os selv og branchen i retning af mere ansvarlige løsninger.