Skip to main content

Genbrugsvinduer i nybyggeri – en ny vej mod cirkulært byggeri

I en tid hvor klima, ressourcer og bæredygtighed fylder mere og mere i byggebranchen, har vi hos KARAKTER arkitektur sat os for at undersøge: Kan man bruge genbrugsvinduer i nybyggeri – og hvordan gør man det i praksis?

Med støtte fra EU’s regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har vi gennemført projektet Closing Loop, hvor vi sammen med KNN Energirådgivning og TITAN Nedbrydning har afdækket både potentialer og udfordringer ved at genbruge vinduer i primære byggerier – altså boliger og bygninger, hvor mennesker opholder sig til dagligt.

Store mængder spild – og en stor mulighed

Hvert år udskiftes tusindvis af velfungerende vinduer i forbindelse med renoveringer og energiforbedringer. Disse vinduer kasseres ofte, selvom de intet fejler, fordi dokumentation, standardisering og lovgivning spænder ben for deres genanvendelse. Samtidig udgør vinduesproduktionen en betydelig klimabelastning. Derfor giver det god mening at undersøge, hvordan disse ressourcer kan få nyt liv.

Udfordringer og løsninger

Rapporten identificerer en række tekniske, lovgivningsmæssige og praktiske barrierer. Det gælder især kravene til energiydelse i Bygningsreglementet (BR18), hvor især Eref-værdien spiller en nøglerolle. Her er det nødvendigt at kunne dokumentere, at vinduet bidrager positivt til boligens energibalance – en udfordring, når data for genbrugsvinduer ofte mangler.

Men der er også løsninger: Fx ved at bruge vinduer produceret efter 2021, som generelt lever op til de skærpede energikrav. Desuden kan brugen af forsatsvinduer være en vej til at opnå nødvendige energiværdier.

Praktik og flow – fra nedrivning til ny anvendelse

Sammen med TITAN har vi kortlagt hele processen fra udtagning af vinduer ved nedrivning, vurdering af kvalitet og energidata, til opbevaring og videresalg. Det kræver præcision og logistik, men det er muligt – og vi har udviklet en platform, hvor arkitekter, bygherrer og håndværkere kan tilgå databaserede oplysninger om genbrugsvinduer.

Arkitektens rolle

Hos KARAKTER arkitektur har vi desuden set på, hvordan vi som arkitekter kan være med til at skubbe udviklingen fremad. Ved at tænke i modulære løsninger, fleksible vinduesmål og ved at informere bygherre om fordelene allerede i idéfasen, kan vi gøre genbrug til et attraktivt valg – uden at gå på kompromis med æstetikken.

Konklusion: Det kan lade sig gøre

Projektet viser, at det er muligt at bruge genbrugsvinduer i primær bebyggelse – men det kræver samarbejde, transparens og systematik. Vi håber, at resultaterne fra Closing Loop kan inspirere flere til at tænke cirkulært og tage næste skridt i den grønne omstilling.

Titan Nedbrydning

KNN Energirådgivning

Closing Loop Rapport